9 faktorer der er til stede i de lykkelige, langvarige parforhold
Et parforhold uden følelsesmæssig nærhed er ligegyldigt. Det er intimiteten og nærheden, som giver forholdet værdi og en følelse af at høre sammen.
Her er hemmelighederne til et godt og livslangt parforhold
Det, som par i virkeligheden ønsker sig er at forbinde sig med hinanden. Derfor er det også det der står øverst på min liste over ting at være opmærksomme på i parforholdet.
1. Forbundethed og samhørighed
Mange års forskning har vist, at de par, som stadig er sammen efter mange år, oplever denne forbundethed med hinanden fra start til nu.
– De tillader hinanden at være en del af hinandens indre verden af følelser og tanker.
– De mærker, at de står sammen, som et team.
– De interesserer sig for hinanden og prioriterer den følelsesmæssige forbindelse.
Vis din partner at du stadig prioriterer ham/hende. Ikke kun med ord men med handling.
2. God kommunikation
God kommunikation er essentielt for et lykkeligt, trygt og sikkert parforhold.
Par kommunikerer ikke kun for at dele eller viderebringe oplysninger. Par kommunikerer for at skabe intimitet, både følelsesmæssigt og seksuelt.
God kommunikation forudsætter at man insisterer på hinanden. At man viser hengivenhed og oprigtig interesse for hvad der sker i den anden og hvordan dette påvirker den anden samt vores fælles.
God kommunikation kan også kræve følelsesmæssigt mod. At turde træde ind i det rum sammen med sin partner hvor man kan tillade sig at være sit mest sårbare, uden at det bliver farligt.
Fokusér ikke på, hvad din partner gør forkert. Fortæl i stedet hvad dine egne behov er, og hvad du ønsker dig. Vis din partner at han/hun kan stole på dig og på det du kommunikerer.
3. At vise sårbarhed
Som mennesker er vi konstant påvirket. Ikke kun af en foranderlig verden men også af alt det vi selv har med i bagagen. Vi bliver naturligt “ramt” af verden, af parforholdet, af os selv, af livet..
At have modet, lysten og forudsætningen for, at dele sit inderste med sin partner, har vist at være noget af det vigtigste i et lykkeligt og livslangt parforhold.
Det kræver meget tryghed og evnen til, at man som par, kan holde hinandens svære ting, uden at tage det ind i sig selv. At man kan lytte og være til stede fuldtud, sammen med sin partner i alt det svære, der deles. Men den tillid som partneren viser ved at dele, den er unik.
Insister på din partner. Også når ordene og det der kommer tilbage kan blive “farlige ting”. Vis din partner tillid ved at åbne for dit inderste og dele af dig.
4. Sex er vigtigt – også efter 15 år sammen
Passion, begær…. langsommelighed eller det dyriske.. Sex er ikke kun vigtigt for vores forplantningevne – sex er en af vores dybeste drifter og det, der er med til at holde os i live og gøre at vi kan mærke os selv, føler os i live. Sex er også med til at holde fast i polariseringen mellem dig og din partner. At han er MAND og hun er KVINDE!
Forskning viser, at de parforhold hvor sex er en naturlig del af det at være sammen på, er gladere, mere tilfredse og varer længere.
For nogle år siden blev der udført et studie om forholdet mellem sex i parforhold og forskellige niveauer af lykke. Over 30.000 mennesker deltog. Resultaterne viste, at par, som havde sex regelmæssigt, også viste et højere niveau af glæde og tilfredshed.
Studiet afslørede også, at andre måder at vise sin kærlighed på, foruden sex, også spillede ind i det lykkelige parforhold. Adfærd, der får partneren til at føle sig værdsat og elsket, såsom at kramme, ligge tæt, holde i hånd og kysse er meget vigtige ingredienser til et tæt og blivende forhold. Disse dejlige ting danner grundlaget i enhver form for kærlighedsrelation, hvor der er fysisk tiltrækning.
Stop aldrig med at date, at prioritere en lækker middag kun jer to, eller bare en gå-tur. Og er det svært for jer at prioritere sex´en, så planlæg det sammen. Det kan måske lyde temmelig usexet, men sex er alt for vigtigt til kun at være styret af lyst eller når det lige passer ind mellem madpakkerne.
5. Ligeværdighed · at være på samme “niveau” og se i samme retning.
Vi kommer ikke uden om det. For at skabe denne her dybe, følelsesmæssige connection, der er det vigtigt at vi føler os lige med og samtidig har en vis fascination af vores partner.
Det er ikke godt hvis den ene føler sig “over” eller “under” den anden. Det gælder både i økonomiske forhold (ikke at det skal være lige, det skal bare ikke have betydning) men også intellektuelt. At kunne tale sammen på samme niveau øger følelsen af samhørighed og øger muligheden for indsigt og forståelse af sig selv og partneren.
Hold fast I dig selv. Mange partnere kommer til at “reducere” sig selv, hvis de oplever, at de er på et andet eller højere “niveau” end deres partner. Så bliver det først farligt for så mister du ikke kun kontakten til din partner, men også til dig selv.
6. Kemi
Det lyder hårdt, men hvis ikke kemien er der nu, så kommer den nok ikke. Kemien er nemlig noget biologisk, som kan være svært at måle men som sker i hjernen når vi er sammen med “den rette”.
Det kan være svært at acceptere, hvis kemien ikke rigtig er der (mere). Måske har den aldrig helt været der og du har slået dig til tåls. Måske er I bare vokset fra hinanden. Se det i øjnene og handl på det. Enten sammen med din partner eller for dig selv.
7. Lykkelige par griner sammen.
Et godt grin kan løsne op for meget. I en stresset hverdag kan latter virke som modgift mod stress, konflikter og uenigheder. Samtidig er det, at kunne være skør og fjollet sammen med sin partner, et tegn på at I er trygge ved hinanden.
Humor er essentielt i et lykkeligt forhold, fordi I udløser positive følelser og fremmer den følelsesmæssige tilknytning til hinanden.
Lad nu være med at gå op i små ligegyldige ting. Elsk hverdagen og hinanden. Det er squ da lige meget om det støver lidt eller om skraldeposen ikke er sat i. Put en finger op i hans næse eller giv ham et klap i røven hvis han “sur´er” 🙂 Og grin af det.
8. Polaritet
Et forhold uden polaritet, altså hvor manden får lov at være maskulin MAND og kvinden er feminin KVINDE (også seksuel polaritet, dvs. fysisk tiltrækning), føles fladt og kedeligt. Hvis ikke der er polaritet forsvinder passionen og energien i kroppen. Det kan godt være rart, hyggeligt og bekvemt men det er kedeligt og en stor årsag til at par går fra hinanden.
At vedligeholde polariteter, herunder den seksuelle tiltrækning er et fælles ansvar. Du kan både tage ansvar for din egen pol men du kan også bevidst polarisere din partner.
Når en mand ser det feminine og smukke i en kvinde, kan hun mærke det og hun vil nyde at blive set sådan. Når en mand polariserer sin kæreste ved at rose hendes feminine kvaliteter, holde døren for hende, sige at hun er smuk osv. så begynder hun at føle sig mere feminin som kvinde, og dermed øges polariseringen.
På samme måde kan en kvinde polarisere sin mand, ved at få ham til at føle sig som mand. Hun kan f.eks. fortælle ham, at hun værdsætter at han kan lave ting selv i huset, at hun føler sig tryg ved ham og stoler på ham, at han er stærk, maskulin osv.
Men hvis en kvinde kritiserer sin mand for at være uduelig, utroværdig, dårlig til at træffe beslutninger og mangle overblik så depolariseres han. På samme måde kan en mand depolarisere sin kvinde hvis han vil have hun skal træffe de store beslutninger eller fange muldvarpen.
Nogle gange kan kvinden og manden bytte roller i deres feminine og maskuline essens. Det sker hvis kvinden feks har et arbejde hvor hun skal være meget handlekraftig og træffe mange beslutninger. Så skal hun “omstille” sig når hun kommer hjem, og give plads til manden.
Det samme kan ske for en mand hvis han feks har et meget “feminint” arbejde. Han er måske psykolog eller sygeplejerske; stillinger som kræver feminin energi. Så skal han omstille sig når han kommer hjem, så han ikke “optager for meget af kvindens plads”.
Ja, det kan jo lyde en smule gammeldags. Men det er det sådan set også. Det gør det dog ikke mindre vigtigt, for studier viser netop, at det at der er polaritet i parforholdet er nøglen til både respektfuldhed, passion, begær og ikke mindst – langvarige og lykkelige parforhold.
Forbliv så vidt muligt i jeres feminine og maskuline essens. Og se hinanden i det.
9. At høre når hinanden kalder
Alt det ovenstående hjælper intet, hvis ikke denne grundlæggende respons fra din partner ses og prioriteres. Nemlig at høre når din partner “kalder” på dig. Her mener jeg ikke at kalde dit navn, sådan helt bogstavligt. Det jeg mener er, at vi ofte kan miste fokusset på at være opmærksom på vores partners usagte behov. Vi kan komme til at være for “ligeglade” når det bliver hverdag, eller endda vende det blinde øje til, selvom vi godt kan fornemme, at vores partner ikke trives.
Det kan være svært ALTID som partner, at give udtryk for sine behov, længsler eller utilfredsheder. Så din partner har brug for dig. Til at se når han/hun er i krise – enten i forholdet eller i sig selv.
Så hvis hun går og er lidt stille, eller brokker sig over underbukserne der flyder eller køkkenet der er blevet for gammelt…. så er det ikke sikkert det handler om underbukser eller om køkkener. Det handler måske om at hun savner at blive set, rørt ved eller at høre, at du stadig syntes hun er smuk og fantastisk.
Og hvis han ser porno, vrisser eller tilbringer de fleste af aftenerne på værkstedet, så er det ikke sikkert at det handler om at han tænder på andre kvinder eller er helt vild med at lave en ny slagbænk. Så kan det måske være, at han savner at du ser ham som den mand han engang var og længes efter at være, viser ham at du har lyst til ham, værdsætter hans håndværk eller lytter til alle de tanker, længsler og drømme som du ikke har fået spurgt ind til siden trillingernes 3 års fødselsdag.
Kærlig hilsen
Louise