Den forbistrede sårbarhed
Den forbistrede sårbarhed. Nu har jeg hele mit liv øvet mig i at passe på mig selv. Præcist som min elskede mor og far lærte mig. Og som jeg i øvrigt også lærte da den første veninde svigtede, da den første (og anden og tredje) kæreste skred og…
Av. Det gør altså ondt at være sårbar. At være et menneske med følelser.
Langt hen i livet var jeg lidt af en enspænder. Jeg bildte mig ind at jeg havde nok i mig selv. At jeg ikke behøvede andre. Og det betød også, at jeg ikke knyttede mange stærke venskaber. Der var aldrig nogen der kom RIGTIG ind…
I mit arbejdsliv som underviser og terapeut var jeg meget bevidst om, hele tiden at holde den professionelle facade. Jeg fortalte kun fagligt om mig selv og følte hurtigt jeg havde været uprofessionel eller sagt for meget, hvis følelser en sjælden gang skinnede for meget igennem.
Det var egentlig ret besværligt hele tiden at skulle holde så meget på mig selv.
Men så skete der noget. Jeg begyndte at være nysgerrig på hvad der mon ville ske, hvis jeg forblev autentisk, så meget jeg kunne, i alle situationer i livet. Også de udfordrende. Eller måske især dem. At turde være i min sårbarhed og vise den. Med alt det, jeg også er.
Og det var magisk. Jeg blev en bedre og mere levende underviser. Pludselig fik jeg feedback der viste, at jeg fangede kursisterne langt bedre end før. Energien på undervisningsholdene steg og kursisterne begyndte også at dele meget mere af sig selv. Og tænk, de oplevede det ikke som uprofessionelt – snarere tværtimod.
Jeg blev også en stærkere terapeut. Følte mig virkelig i flow, når jeg sad med klienterne. Var ikke længere bange for, om de nu kunne lide mig, hvis jeg blev for provokerende eller hvis jeg viste dem mine egne menneskelige sider… tænke sig.
Men det aller vigtigste var den forandring jeg oplevede hos mine nære relationer. Herunder også mine børn. I vores hjem er mor ikke længere perfekt, og hvilken befrielse for alle. Mor kan også fejle og være ked eller vred – og vi kan snakke om det. Intet er forkert eller for meget. Alle følelser er tilladte.
Og noget af det bedste ved netop dette er, at mine børn lærer SÅ meget af det. Jeg har nogle børn som kan sige “mor, det er altså ikke okay når du..(…) så bliver jeg virkelig vred, mor. Jeg vil gerne have, at vi lige tager en diskussion om dette, mor” (og det kan min datter på 8 så stå at sige, med tårer i øjnene) Men det betyder ikke noget at hun græder imens hun insisterer på, at vi har noget vi skal havesnakket om. Hun gemmer det ikke (længere) væk. Hun ved, at hun bliver både set, hørt og forstået, når hun insisterer på at være sig selv. At forblive sig selv.
For mig personligt har det ikke kun betydet, at det er langt mindre energikrævende at være mig, det har også haft en stor indflydelse på mine venskaber og (kæreste)forhold.
Af og til er der stadig en lille kamp inde i mig.
Det er kampen mellem hende, der stadig tror, at hvis jeg giver eller viser mindre af mig selv – så bliver jeg også mindre såret, hvis jeg bliver afvist eller forladt. Nogle gange skal hun beroliges lidt, for hun er der stadig, som en god, gammel ven. Og hun vil SÅ gerne passe på mig.
Jeg må af og til berolige hende og fortælle hende vigtigheden af at være sig selv og stå ved sig selv i alle sammenhænge. Også i de sammenhænge hvor en afvisning måske er på vej.
Jeg fortæller hende, at det mest dyrebare vi kan miste, det er os selv.. Og at det er en styrke at kunne vise sårbarhed. Og at det vigtigste er, at man er glad for sig selv og den måde man handler og er i livet på.
Jeg gør mit bedste for at fortælle hende at hendes værdi ikke afhænger af andres tanker, følelser eller handlinger.
Nu lytter hun mere og mere og det er rart. For så er det ligesom om der kommer en skøn ro inde i mig. Så tør jeg. Så tør jeg at lade livet vokse. Uden alt det dér bange.. Det føles SÅ fantastisk!
Så kan jeg sige til ham (og FØLE) : “Det er okay hvis du ikke vil mig. Det ændrer ikke ved mine følelser. Jeg vil stadig dig rigtig gerne, det skal du vide”
Og det er SÅ meget nemmere end når den lille bange pige tager over og sætter forsvaret op. Hun ville typisk have lukket ned for følelserne og reageret med: “Fint, jeg ville egentlig heller ikke rigtig dig, du er SLET ikke der hvor jeg er”. ..
Kan I se forskellen?
Det er squ da livet!
Med kærlig hilsen
Louise
